Rørvær

At ankomme til Røvær er en spændende process; der skal holdes øje med fiske opdræt, bøjer og net… hvis man tager den dumme/forkerte vej gennem syd passagen. Den snævre passage tilhører færgen. Lystbåde har deres egen lille indgang på nordsiden. 

Men sydsiden fortæller meget godt hvad det er for et sted, denne lille ø. 

Fiskeri og fiskere og lidt turisme. 

Den lille passage er en  vidunderlig oplevelse på at hvordan sejlads heroppe er markant anderledes fra Danmark. Bredden i passagen er ikke mere end 5-6 meter, men alligevel så er der 4-7 meters dybde. Er man et større fartøj skal man virkelig holde tungen lige i munden. Da jeg senere ser størrelsen på færgen…damn. Den kaptajn har nerver af stål. I dag er det en stille dag, men en kastevind i kraftig blæst; så bliver dette en spændende passage.

Efter passagen åbner der sig en lækker bugt op. På østsiden en gæstehavn, og på vestsiden en anker bugt hvor man kan droppe sin egen krog og ligge trygt i mere eller mindre hvilken som helst vindretning. Krogen droppes og gummibåden bliver rigget gjort klar. Vil ind på land og se hvad det her er for et sted; hvad er det de lokale snakker så meget om? 

Det har vidst været nævnt før, men jeg har en ting med fyr tårne. At forevige dem med et billede, hvilket jeg skal hilse og sige er sværere end lige så. Kl er omkring 15 og jeg går en tur på øen for at finde et sted at fange et billede af fyret der står vest for øen. Det er så at sige bedst at starte fra toppen.

Gennem snoede stier, med smukke blomster i kanten, går min vej mod det højeste punkt på øen, Bråvarden. 

Der er ikke mange folk på øen på denne hverdag og jeg går forbi det ene sommer/weekend hus efter den anden. De ligger øde hen. 

Pludselig råber en kvinde inde fra en have. “Kom her søde, kom her”. Hun står helt alene i en have og jeg syntes hun har blikket mod mig. Det var da en rimelig offensiv måde at kalde en fremmed mand på tænkte jeg. For lige at være sikker råber jeg “Mig?”. Hun opdager pludselig at jeg er der samtidig med at hendes veninde træder frem. De er begge færdige af grin, og jeg smiler lidt forlegent. Ville nu være meget godt med selskab og en kop kaffe… Det er sådan nogle situationer man skal gribe og lære nye folk at kende.

Bråvardens højde kan jeg ikke huske, men det er øens højeste punkt. Kan se hele øen rundt om mig og det slår mig især at næste strækning vil være mod de højderne i det fjerne. Siden lysefjorden har jeg undret mig over hvornår Norge blev højt igen…måske snart.

Fyret gemmer sig som en lille plet ude i horisonten. Med Google Maps checker jeg stierne på øen. hmm den sti jeg har fulgt er den tætteste der går ud mod kysten; skal jeg tættere på skal jeg bestige sten og kuperet terræn. Da det er er solnedgang og nattebilleder der fungere bedst med et fyr så er det no go.  En location er udpeget og jeg vender tilbage til den gamle dame for at gøre klar og få noget at spise mens jeg venter på at solen går mod sin seng. 

Aftenen falder på og her om sommeren er vi heldige i at vi har mange timer hvor lyset stille og rolig ændrer sig og får en varm og blød karakter.

Gummibåden er parkeret og jeg vandrer rundt blandt mindre klipper og forsøger at finde et godt sted at få et skud af fyret. Udfordringen ligger i at et fyr sjældent lyser ind mod land. Hvis dette fyr gjorde det her så ville skibene jo ramme øen. At fange lyset fra fyret er derfor mere eller mindre umuligt her. 

Nu må du undskylde hvis der bliver lidt for meget foto snak; men her er hvorfor jeg egentlig skriver om det. Mit håb om at du en dag vil gøre noget lignende.

Der er alt for meget race frem og tilbage; men når man skal tage et billede som denne så er det sundt at give sig til tid til at se hvordan det lyset og skyggerne forandrer sig stille og rolig med tiden. Lige pludselig er den der!; lyset, atmosfæren og følelsen af et fedt billede. 5 minutter efter er den der igen fordi lyset igen har skiftet sig. Sådan kan man nyde 30 minutter af sit liv og hele tiden se nyt. Med en varm kop kaffe på termoen og tankerne i rolig flow; er det lige præcis det jeg gør lige her.

Dagen efter går med endnu en gåtur og en tur i gummibåden.  Om aftenen bliver jeg mindet om hvorfor Norge har tiltalt mig så meget. 

Lyden af et stort blop og ankerkæde der buldrer gennem ruller og spil er voldsom og genkendelig; 60 meter bag mig ligger en 35 ish contessa sig til rette for anker. På fordækket står en stor fyr med fjernbetjening og håndtere hele situationen. Jeg kigger på min arme og smiler over at jeg får motion når jeg skal gøre det samme. 

Båden kender jeg og den skaldede isse på den store fyr bekræfter det hele. Erik Anderaa! En Nordmand baseret i Haugesund der har gjort sig godt på youtube ved at dokumentere sine hårdt vejrs sejladser. Eks en tur til Shetland i januar måned i en vinterstorm.  Kender alle hans videoer, og selvom det er ture jeg ikke vil tage, så er hans mentale tilgang til sejlads en inspiration. Eks i en hans video om Force10 sailing, hvor han faktisk tager afsted fra Røvær siger han dette “Fear is only produced by the lack of knowledge or not knowing. To get knowledge you will have to face your fear. When you face your fear you gain knowledge, and you can hear and feel what you fear. After this point the fear disappears”. En god påmindelse om hvordan det er at sejle. 

Normalt er jeg naiv nok til at bare tage hen og snakke med fremmed folk, men alligevel holder jeg mig tilbage her til aften. Måske har bare nok i mit eget selskab for tiden. Er ved at falde godt tilpas med at være alene på farten…tror jeg.