Hjerteskærende at sælge og købe båd

Den første båd jeg købte, vidste jeg instinktivt, var den jeg skulle have en fremtid med, da vi rullede ind på gruspladsen, og hendes velformede agerspejl stak frem. Der er hun, og det er hende! Spidsgatteren Frigg; en legendarisk Laurin Koster 32. Håber du stadig sejler stolt gamle dame. Mine ord bærer min glæde over dig og vores tid sammen.

Båd nummer to var en “sidste øjebliks” båd, jeg købte, da jeg grundet privatlivet havde fundet ud af, at en vens sofa var det bedste sted at være lige pt. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle eje en Maxi, men nu stod jeg altså med en Maxi Mixer. Jeg må indrømme, at jeg havde det med dig som en rebounder: Den dame man har efter et brud, indtil der kommer noget bedre. Men aldrig svigtede du, og pludselig fandt vi en magi sammen. Glæden ved trim, fart og følelsen af, at horisonten var åben overalt. Du tog alt, jeg smed dig ud i og vi fandt en løsning…aldrig i frygt. Nogle af mine bedste sejladser har du givet mig.

Nu står den kære Mixer til salg (Link her)og smerten ved at skulle sælge buldrer løs inde i mig. En gut har henvendt sig med et excel ark på 96 punkter, og spurgt om jeg vil besvare dem, og om prisen er fast? Først derefter kan vi ringes ved, og snakke om et realistisk bud. Min passion og kærlighed til min båd (og sejlbåde generelt) er reduceret til en pointscore. Jeg fornemmer, det er en ingeniør eller en person, der arbejder med struktur og ja…et excelificeret liv. Meget modsat mig. Straks mærker jeg en modstand inde i mig; en følelse af at høre et andet sprog og blive trådt på… og hvorfor nu det?

Ser du, jeg har jo ikke sagt, hvad der kommer efter Mixeren, og netop der ligger der en vigtig lektie. Der findes den type bådejere, der elsker deres båd; den betyder mere end kroner & øre, glasfiber, træ og en mærkelig kvantificering af værdi og sejlglæde. Den er en forlængelse af familien… Er glad for at kunne kalde mig en af de bådejere.

På en våd morgen kl 8:30 I Holland havde kæresten og jeg fået en “last minute” besigtigelse på en båd. Nu stod vi i kold vinterluft med let regn i luften og kiggede ud fra et højdedrag på havnen. Om ikke det skete igen…”Røven stak ud bag en motorbåd!… og jeg vidste her var noget”

Denne båd har en af de ikoniske IOR agterspejle, og den stak diskret ud i for enden af den fjerneste bro. Der var ingen tvivl, da jeg så den, og jeg talte 3,4 sekunder før jeg havde spottet den. Et hurtigt opkald til ejeren løste mysteriet. Det var til den fjerneste bro vi skulle gå.

Hvilken en, der er tale om, må vente til en anden gang, men ligenu er det den mærkværdige energi og kærlighed mellem mand og båd, vi skal dykke ned i. Peter som ejer denne båd, købte den for 12 år siden. Drønforelsket i en båd, der var misvedligeholdt og stod klodset op i en hal på femte år, købte han den og gjorde den i stand, og den voksede hurtigt til et familiemedlem. Konen og børnene tog den til sig. Peter elskede den mere og mere som børnene gik fra at skulle løftes ned af nedgangen til at kunne stå ved ratet og trimme hende til perfektionen. Peter var trist og håbefuld på samme tid, som vi gik rundt og så på hende. Kæresten og jeg mærkede et liv på hende, så muligheder, dasede på sofaen, forstod tankegangen som designerne havde skabt hende med… Præcis som Peter havde og som han nu måtte give videre grundet familiære årsager. Alting kommer til en ende, og med det skal noget nyt også starte, og han kiggede mere intenst på os. “Jeg kan se, at I vil passe godt på hende, og hun vil give jer et godt liv, som hun har givet os; det er jeg sikker på”. Handlen er ikke lavet økonomisk endnu, men på det tidspunkt blev noget større givet videre, hjerte og sjæl lagt i en lækkerhed på 12 tons… med en god røv.

Bådkøber; hold dig i agt, hvis du ikke taler sproget af den bløde sejler, der elsker sin båd; skipper har stadig ret til at bede dig forlade skibet!