Skudesneshavn

Ikke en destination jeg ville have gået til hvis ikke den blev anbefalet af Frank i Lysefjorden; men en absolut norsk perle hvor historien stadig har en særlig plads.

Med en varm kop kaffe og mine fødder solidt plantet på fordækket toner klipperne øst for Skudenes frem. Autopiloten holder kursen og motoren dunker; vandet er næsten et spejl og det er brændende varmt. Det er ikke til at tro at jeg faktisk krydser et lille stykke af åbent hav og det bare er flad vand. 

Inden jeg gik herop kiggede jeg på søkortet. Historiske steder har det med at have et gennemarbejdet og sikkert net af bøjer, mærker og fyr rundt om sig. Skudenes ligger gemt godt inde bag en blanding af store og små klipper. 2 fyr sørger for sikker indsejling; og sorte pinde (sten) står morderisk stille og minder sømændene om at der ikke kan slappes af. Jeg anløber Skudenes fra øst. 

Havnen er stor og indsejlingen ind til den indre gæstehavn er lang, men der er nok at se på. Ned til vandet stor de renoverede huse på stylter og på stabile sten; helt ud til vandet.  Hver hus ser ud til at have sin egen lille kaj tilknyttet og fortidens fiskeskibe er nu erstattet med kridhvide Bavariaer. Det Norske flag hænger stolt i de små krogede gader.

Gæstehavnen er en firkantet størrelse i hjertet af byen og her lægger man meget sikkert mellem historien.  

Da jeg runder det skarpe hjørne for at komme ind til gæstehavnen kan jeg se der står en mand og vinker på dækket af en Bavaria (man kan sku kende dem på stregen); fendere ryger ned på siden af båden og pludselig går det op for mig at det faktisk er Frank. Der er en lille halv uge siden jeg mødte ham i Lysefjorden, men nu ligger hans altså her med sin kæreste. Som sømænd nu gør så byder vi hinanden velkommen og 10 minutter efter jeg har sat den sidste fortøjning så sidder jeg til frokost hos Frank og Agnete.

En hurtig søgning på google afslører at det blandt andet er en af de mindste byer i Norge med ca. 3000 indbyggere, men samtidig en af de bedst bevarede byer i Europa. I sin storhedstid stod Skudeneshavn som et ladested for Clipper skibe; en særlig form for fragtskibe der var bygget med fokus på fart.

Det er sjovt som alderen og tidens passage gør en mere opmærksom på historien og hvad der engang har været. Måske er det fordi at man efter en vis alder kan huske tider, era og perioder som har holdt ved i flere år…Tider der var gode eller udfordrende. På den måde skiller får de år lov til at skille sig ud fra de andre og derpå blive historie. Her i Skudeneshavn kan man nemt fantasere sig tilbage til en alder hvor skibe kom ind for sejl og blev læsset og serviceret i den beskyttede bugt af sten. Livet her har været fragt, fiske og service tænker jeg. I Dag er det en turistfælde der byder på landlig idyl, øl, vafler og kaffe i gaderne. En stor kontrast fra Stavanger. 

Aftenen går med at vandre rundt i Skudenes og nyde de små trange og snoede gader. Kan ikke hente bestemme mig for om gaderne bærer præg af de mange sten Norge har at byde på, eller om byen bare er vokset vildt. Men ikke desto mindre er det voldsomt charmerende og stilheden og idyllen er enorm. Mennesker ser man ikke mange af.

Nysgerrigheden skal råde når man vandrer, tænker jeg; og bag en dør på klem gemmer der sig et lille galleri med skønne billeder fra området. Malet af lokale artister med motiver som står Skudenes tæt. Længsel og livet på havet og omkring; billeder af skibe der trodser havets rasen og familier der finder en tilværelse i Skudenes. Et billede slår mig; et klassisk billeder af en fisker kone der står og  spejder ud af vinduet, nærmest som om at hun har hørt en lyd. Hun ser nervøs og trist ud. Motiv, lys og detaljer suveræne og kompositionen er ret klassisk. Det er historien bag billedet der fanger mig; har hun hørt noget eller har hun haft den her usynlige forbindelse til sin nære; nu er der noget galt!. Det siges jo at når havet tager et liv så kan det føles hos andre hvor det hjerte har en plads. Jeg tror på vi mennesker er forbundet når vi virkelig mærker efter og åbner sindet for det. Er der nogle der tænker på mig når jeg melder ud at jeg sejler? En enkelt gang har jeg været så nervøs over en sejlads at jeg meldte til min far og mor at jeg sejlede og at jeg ville være uden for dækning…og at jeg elskede dem. Heldigvis kan jeg skrive den her besked nu. Men kan vide om de havde mærket noget, havde det gået galt?

Bag i galleriet er der en virkelig rustik og ligefrem skæv trappe der fører ned i en gammel kælder hvor der kommer en skøn øl duft op af; og minsandtens så er der en lille bar dernede. Godt gemt af vejen, trods ejeren holder på at der er skilt for baren ude på gaden, men super hyggelig. Penge grejet lod jeg være på båden for ikke at blive fristet, så i stedet for en kold lokal øl må jeg tage til takke med en gammel søulk der fik et smil på læben da han hørte jeg var sejlet fra København; en by der havde betydet en hel del for ham i sit liv. Skibene han havde påmønstret lagde ofte til i København og der var vist også en madame eller 2 han så til. Ikke altid Norsk og Dansk er så ens i tonen. Idag var han bosat i sine pensions dage i området. Her havde han fundet ro og hygge. Han kunne lide at området blev pakket godt til i sommeren også lå stille og småt levende i vinterperioden. Havet bruste lige rundt om hjørnet når han fik savn og ellers var det nemt at komme langt væk med en nærliggende lufthavn.

Skudenes er uden tvivl en lille Perle i starten af Norge’s vestkyst. Er man til ro og de små byers idyl så er det Skudenes en udemærket destination.