Tanker om afstand

Da første lockdown kom sejlede jeg ud og havde en spændende tilværelse (for jeg vil ikke leve i frygt) og sejlede til Anholdt. Dem der følger mig ved at jeg fik gevaldige negative beskeder for dette, så lad os udlade dette igen. Men Anholt tog imod med åbne arme og alle respekterede daværende retningslinjerne. Men men…det var også på Anholt en episode gjorde mig så umådelig trist og fik mig til at frygte for sejler livet. Et liv som i år kan have sit bedste år i mange. Rekord mange både er solgt og nye sejler på vandet.

En båd sejler ind og jeg hjælper med at tage imod fortøjningen. Det var ikke vel set! Mine hænder havde jo rørt fortøjningen og bådens besætning havde ikke handsker på. Corona kunne nu vandre på rebet, på hænder, gennem glasfibrene og slå folk ihjel. Det var for pokker sådan vi tænkte dengang. Der var kun os 2 både i havnen og i 2019 havde vi nok endt aftenen på den største båd og skålet og snakket om turen herover. Men ikke i år…

Nu skriver vi 2021 og der er kommet mange nye sejlere til… Jeg kan ikke bære hvis vi holder afstand i 2021…sejlere og sejlere imellem. Så er jeg lige glad med om man vil gøre det med fender afstand, 2 meters afstand eller sidde på skødet af hinanden. Nærheden i sejlerlivet har været det som har gjort at jeg har drømt og set frem til at sætte sejl mod nære og fjerne havne. At rejse er ikke landskabet, men hele cocktailen med kultur, skønheden og folket. Vi er distanceret og ensom på vores baljer og det at ramme en tryg havn, anker plads eller strand åbner op for fortællinger om eventyr, sejlads og snak om det at være menneske. Men er det væk nu ?

Lad mig til sidst dele en sidste oplevelse med jer.

Mig og en besætningsmedlem krydser 90 sømil til et andet land. Det er højt til vinden og rigelig med bank i søen til vi ankommer 19 timer senere til en sikker kaj lige inden solen vil stå op. Alle ombord er godt smadret! Morgenen starter med at et kvindemenneske banker på dækket og siger noget på et fremmedsprog. Skipper her er (for) hurtigt ude i boksershorts og med adrenalin brusende…hvad pokker! Damen står med rundstykker og det største smil. Velkommen, hvordan gik overfarten, har i nogle problemer, har i brug for noget? Her er rundstykker. Hun stod ligefrem lænet henover søgelændet! Man bliver blød om hjertet….og det bliver kun bedre og bedre for i løbet af morgenen har man snakket med de første 5 sejlere om dit og dat og nabo båden er kommet til kaffe.

Kan vi ikke blive enige om at 2021 nok også skal have sine udfordringer; men at vi ikke må miste sejlerlivets nærhed…nye som gamle. Vi er fælles om det magiske og tussegamle som er at sejle…at turde begive sig derud hvor man kun kan se og mærke sig selv…at være menneske og indse at vi er fælles om denne tilværelse…tak