Väderöarna Storö
Efter nogle dage med hvile i Gullholmen sætter jeg kursen videre mod en Ø jeg på søkortet og google maps finder vanvittig spændende. Et lods hus og en håndfuld huse med en lang smal undskyldning for en havn. Det kan da ikke gå helt galt og turen går mega fedt. Vi stryger derud af og jeg giver mit skib et vædemål; den der hansen 451, den holder du så meget trit med så meget som du kan! En båd der er meget større og brøstede sig sorte elvstrøm laminat sejl. I mit hoved holdt vi godt trit og de passerede os ret sløvt…Det var først da skipperen rullede fokken ud bag/under genoaen at der kom fart på ham… En af de små glæder man har ved at mentalt udfordrer sig selv og sin båd.
Selve turen gik som en tur nu skal; rolige forhold, udstyr der virker og en god fart…plads til at tænke og filosofere. 2 Både sætter tankerne igang
Kæmpen er gudeskøn og formerne fortæller det selv på afstand. Det slår mig at de sejler på halv vind, men der er ikke meget sejlføring oppe til at udnytte dette. Efter de har passeret kan jeg se sladder prustet på hækken…motoren kører; og det får mig til at tænke på om en båd simpelthen ikke kan blive for stor til at man gider at sætte båden i bevægelse. At hæve kludene på denne må være en fysisk anstrengelse der kan mærkes dagen efter…også skal de jo ned igen.
Briten styres af en kvinde med en mand siddende inde i styrhuset. Det er smuk båd og smilet på kvinden og den stemningsfyldte vinken fortæller mig at båden må være fed at sejle. Alle sejl sat og den skærer smukt gennem vandet. Jeg bilder mig ind at jeg kan se hårfarven på kvinden; og det er gråt. Må være et par på langfart der har al tid i verdenen.
Väderöarna Storö rammes og motoren trækker gennem den lille bugt og rundt om den sten som selvfølgelig skal ligge i midten af indsejlingen. Havne åbningen sætter en skræk i danskeren her, for der er vitterlig ikke meget plads. Jeg vil skyde på 6 meter i havne åbningen også breder selve havnen sig til 10 meter. Lad os bare sige at det ikke er her du skal finde på at vende eller ikke have styr på at bakke.
3 nordmænd hjælper mig på plads lige bag dem, og da havnen allerede er fuld så skal jeg presses helt op i bagenden på dem for at kunne være der. Min stævn rager lidt ind over deres badeplatform. Sådan er nordmænd og svensker; der er altid plads til en mere. En af mændene spørger mens han kigger rundt om jeg er ensom? Lettere overrasket og mistænksom svarer jeg at nej, jeg har det fint… men vi kan da godt drikke en kop kaffe. Han ser lige så overrasket ud som mig. Så griner hans 2 venner og fortæller at ensom på dansk betyder noget helt andet. Det blev ikke til en kaffe date.
Der går dog ikke lang tid før at havne arbejderne kommer ned og siger jeg skal rykke mig; der er koks i vand indtaget der driver hele øen. Den ligger jeg lige oven over. Sku da godt jeg har lukket for holding tanken. Jeg ligger mig længere frem til nogle svenskere jeg mødte ved en hurtig gåtur op til lods tårnet. Far og søn er snak salige og nysgerrig om hvad jeg er for en; single sejler fra Danmark. De er sejlet fra Smøgen i deres compiss 28 i morges og ser op til at jeg tog en dobbelt så lang tur i dag…alene. At jeg er sejlet ALENE, fra Danmark i en 35 fods på få dage. Humøret er højt og vi kommer hinanden ved som sejlere nu er så gode til. Selvom jeg hurtigt indser vi er nogle af de få i havnen der snakker sammen på tværs af bådene. Vi er 10 både og 7 af dem har storbåds syndromet. Båden er så stor at du kan blive væk ombord og have nok i dig selv.
Far og søn byder på Svenske kjøtbulla med sovs og ris, whiskey og godt selskab. Og jeg byder ind med banan pandekager og den viden jeg nu har om både; de vil gerne have en større båd. Køb så småt i kan efter jeres behov og sejl båden inden; bringer den ikke et smil på læben så er det ikke den i skal have.
Øen er vidunderlig og er åben hele året; der er et lille hotel med udendørs hot tubs og en stige ned i bugten. Man kan vandre rundt i et par timer også er øen set i hver en krog, men udsigten man får foræret og freden er herude og balsam for sjælen.
